A4 Logo

Korrekte materialer i vandinstallationen 

Vandinstallationens udførsel og tilstand er væsentlig for at sikre sundt og pålideligt drikkevand. 

Uanset om man har en ny eller gammel installation, så er det vigtigt at få overblik over hvilke materialer der er anvendt for at sikre at der fremadrettet ikke opstår utætheder eller sundhedsskadelig bakterievækst i anlægget. Det er særligt vigtigt hvis der er sket trinvise udskiftninger og reparationer.

Ældre vandinstallationer er ofte udført med varmforzinkede stålrør også kaldet galvaniserede stålrør. Nyere installationer er normalt udført med rustfri stålrør eller plastrør.

Galvaniserede stålrør 

Dette materiale er ikke længere godkendt som materiale, da der ofte opstår tæringer og kan være problemer med bakterievækst og ofte vil man opleve at lokale udskiftninger har en kortere levetid end den oprindelige installation.

Der er ofte meget rust og kalk på den indvendige side af rørene. Det giver problemer med vandtryk og risiko for bakterievækst på grund af den ujævne overflade på rørets indvendige side, som giver lommer af stillestående vand hvor bakterier kan formere sig.

Rørene er afhængige af beskyttelse fra vandets indhold af ilt, der får rørene til at korrodere (ruste). Zinklaget skal gerne korrodere jævnt med lav hastighed, for at holde bedst. Med en langsom rustdannelse kan der gå 40-50 år før der opstår gennemtæringer. Men den belægningsdannelse forstyrres ofte og det kan skabe grubetæringer hvor der hurtigt opstår gennemtæringer. Det kan ske allerede indenfor få år.

Har man oplevet tæringer og vandskader på en ældre eller nyere vandinstallation med galvaniserede stålrør skal man overveje at udskifte vandinstallationen i sin helhed inden for få år.

Det er problematisk at sammenblande rørmaterialerne i en vandinstallation, så en delvis udskiftning giver ofte flere problemer end det løser.

Løbende udskiftninger giver ikke en holdbar installation 

Galvaniserede stålrør i køkken 

Tæring på gamle galvaniserede stålrør

Tæring på gamle galvaniserede rør i kælder 

Tæring på gammelt galvaniseret stålrør ved bøjning i kælder

Eksempel på indvendige tæringer og belægninger i gammelt galvaniseret stål

Tæringer og belægning på indvendig side af gammelt galvaniseret stål

Bimetallisk korrosion

Når man blander materialer af forskellig ædelhed, vil der opstå noget der hedder bimetallisk korrosion, også kaldet galvanisk tæring.

Det skyldes spændingsforskelle i metallerne som gør at det mindre ædle metal – de gamle galvaniserede rør – afgiver elektroner til det ædlere metal – de nye rustfri rør eller en messingventil– og vil få tæringer, der hvor elektronerne forsvinder.

Alle tilslutninger til vandinstallationen bør derfor være udført i materialer som ikke forårsager galvanisk tæring. I en ny installation er det normalt rustfrit stål og rødgodsfittings.

Tæring på galvaniseret nippelrør og bøjning i forbindelse med rustfri stålrør (til venstre)

Tæring på galvaniseret bøjning i forbindelse med rustfri stålrør

Tæring på galvaniseret stålrør i forbindelse med kobberrør

Tæring på galvaniseret stålrør i forbindelse med kobberrør

Galvaniserede dele (bøjning og nipler) monteret i køkken i en ny rustfri installation

Galvaniserede dele (t-stykke, bøjninger og nipler) monteret i køkken i en ny rustfri installation

Rustfri stålrør 

”Rustfri” er ikke et begreb som betyder at der ikke kan opstå rust, men snarere end betegnelse som henviser til mindre rust end almindeligt jern. 

Når der anvendes rustfri stålrør i en vandinstallation, er det vigtigt at det er den korrekte stållegering man benytter. Ikke al rustfri stål er ens og der er risiko for spaltekorrosion, for eksempel når der anvendes nikkelfri, rustfri stålrør. 

For at sikre korrekt stållegering bør valget foretages på baggrund af viden om vandkvalitet og installationskrav. Der kan opstå korrosion i spalterne mellem rør og presfittings, som kan skyldes mikroorganismer i vandet. For at undgå korrosionsdannelsen kan der anvendes fittings i rødgods. 

Den udvendige side af rustfri rør skal beskyttes mod korrosion fra kondens fra luften, særligt i kælderen. Samtidig er det et krav at isolere for at holde temperaturen i vandinstallation, uden unødigt energiforbrug. Isoleringen bør udføres af professionelle. 

Rustfri stålrør i kælder uden korrekt isolering 

Rustfri stålrør uden korrekt isolering og begyndende korrosion på udvendig side

Rustfri stålrør med ukorrekt isolering på rørene i kælderen 

Rustfri stålrør med ukorrekt isolering på rørene i trappeopgang

 

Kobberrør

Vandinstallationer i kobberrør har tidligere været betragtet som meget holdbare. Det har dog vist sig at der kan opstå korrosion på grund af en kombination af for højt ph-niveau, partikelindhold og vandhastighed.  Ved for høj vandhastighed i rørene (flow) nedslides den belægning af kobberet som dannes indvendigt når vandet i rørene over lang tid påvirker overfladen. Vi har set eksempler på kobberrør som bliver papirstynde inden de til sidst revner i kraftige tæringer. 

Kobberrør afgiver for meget kobber til vandet i landsdele med hårdt vand. Derfor er det ikke længere tilladt at anvende som rørmateriale i Hovedstadsområdet. 

Kobberrør som fordelingsrør i kælder

Kobberrør som fordelingsrør i kælder

Plastrør – PEX og AluPEX 

Vandrør kan udføres i plastrør som er godkendt til drikkevand. Det kan enten være PEX eller AluPEX. Plastrørene er ofte fleksible og kan derfor benyttes til synlige installationer i stigstrenge. De kan ikke anvendes tæt på varmekilder. 

Fittings og ventiler i rødgods 

Rødgods er en kobberlegering som er godkendt til drikkevand og ofte anvendes sammen med rustfri stålrør for at sikre mod spaltekorrosion i rustfri installationer eller afzinkning og spændingskorrosion af messingfittings. 

Undgå messingfittings 

Hvis der er anvendt messing til nogle komponenter i en ny vandinstallation, er der store risici for vandskader. Det er for nogle år siden konstateret, at messingkomponenter kan blive nedbrudt i nyere vandinstallationer, særligt når de er i en rustfri installation. 

Med nye materialer som rustfri stålrør og plastrør er der ikke samme beskyttelse af den indvendige overflade (katodisk beskyttelse) med det hårde vand i Københavnsområdet. Der er risiko for at der opstår spændingskorrosion indvendigt i messingkomponenterne som kan lede til utætheder, der ikke er synlige før en skade pludselig opstår. 

Utæthederne kan opstå som revner i metallet, som giver meget store vandskader, da vandet løber ud for fuldt tryk. 

Messingkomponenter og fittings i galvaniseret stål kan være monteret lokalt hos den enkelte beboer, men udfordringerne er de samme som hvis de er monteret i den fælles installation. Messing og rødgods ligner hinanden, så det kan være vanskeligt at se om en del er problematisk. 

Da skader med spændingskorrosion i messing kan opstå uden varsel, anbefaler vi også at der foretages forebyggende udskiftning til et velegnet materiale også selv om boligforeningen ikke har haft problemer. Prisen for en udskiftning er typisk kr. 3.000-7.500 inkl. moms per lejlighed. 

Få overblik og vejled beboere 

Vandinstallationens alder er ofte en indikator på dens tilstand, men selv nyere installationer kan have problemer. Det er derfor en god ide at få overblik over hele installationens tilstand. 

Med nyere rustfri vandinstallationer anbefaler vi at boligforeninger får overblik over omfanget af galvaniseret stål eller messingfittings i installationen og skaber opmærksomhed blandt beboerne om at alle tilslutninger til vandinstallationen bør være udført i sikre materialer som for eksempel rustfrit stål eller rødgods. 

Som boligforening bør I overveje at indarbejde vejledning til beboerne, om korrekt materialebrug ved udskiftninger og ombygning, i foreningens fælles dokumenter.

Et forslag til vejledning er:

Ved vandinstallation i rustfri stålrør:
  • Alle tilslutninger til vandinstallationen skal være udført i materialer der ikke giver risiko for bimetallisk korrosion eller spændingskorrosion af messing.
  • Bøjninger, ventiler, fordelerrør og omløbere skal være udført i rustfrit stål eller rødgods.
Ved vandinstallation i PEX og Alu-PEX:
  • Alle tilslutninger til vandinstallationen skal være udført i materialer der ikke giver risiko spændingskorrosion af messing.
  • Bøjninger, ventiler, fordelerrør og omløbere skal være udført i rødgods eller plast.
Ved vandinstallation i galvaniseret stål:
  • Alle tilslutninger til vandinstallationen skal være udført i materialer der ikke giver risiko for bimetallisk korrosion. Altså kun galvaniseret stål eller plast.
Har du ikke fundet det, du søger?

Hos A4 står vi altid klar til at hjælpe, så tag endelig kontakt til os på mail: mail@a4.dk eller telefon 70 26 62 62, hvis du stadig har spørgsmål. Så gør vi alt, hvad vi kan, for at hjælpe dig videre i processen.

VVS-projekter